Det er en stille frostklar morgen, nyfalden sne pryder træer og stræder. Solen skinner fra en vinter blå himmel, så spæd, at den stadig dekorerer himmelhvælvingen med fjerlette rosa strøg.
En indre dialog opstår:
”Jeg har lyst til at gå en tur,” siger kroppen
” Er det nu en god ide,” siger sindet med en erfaren stemme, hvorefter kroppen mærker uro, og snakken tager til.
Bevidstheden melder sig, som ud af det blå og afventer udfaldet af dialogen uden at blande sig, for den har ingen stemme.
Det ender med en gåtur i stilhed, hvor krop og sind føler velbehag, imens bevidstheden iagttager de genforenede.
Et spørgsmål rejser sig som ud af det blå: Hvem er ”Jeg”?
Svaret lyder: Jeg oplever mange forskellige tilstande. Jeg kan være inaktiv og senere fuld af aktivitet. Jeg kan være glad og opløftet og sikker og senere urolig og nedtrykt og usikker, - og alt derimellem.
Under tiden føler jeg mig som en iagttager af livet, der lever mig, hvor jeg halter efter. Jeg kan fyldes af fred og glemme mig selv for senere at vende tilbage i en ny udgave, som jeg betages og opsluges af , - for en stund.
”Jeg” er lidt af det hele…… og alligevel er jeg mig
Endnu et spørgsmål rejser sig som ud af det blå: ” Hvor kommer spørgsmålene og svarene?
”Det ved, ”jeg” ikke”
Jeg lever, og jeg leves, og Jeg er, og Jeg er ikke.
Når jeg ikke er, er der så mon nogen til at opdage det?
Jamen, så er ”jeg” jo her igen?
Det er svært at komme uden om ”jeg,” og hvorfor skulle jeg i grunden også det?
Der snakkes. Forvirring og uro opstår. Jeg bøjes i uvidenhed og lander i stilhed.
Taknemmelig glad og med røde kinder vender jeg hjem fra gåturen.
Solen skinner inderligt, og hjertet jubler frydefuldt af liv. Hvordan kunne jeg tro, jeg var alene.
Comments